Vi har løst opgaver for:



Benjamins historie 


Når en kort anbringelse er tilstrækkelig for en positiv forandring

Benjamin, som kun lige var fyldt 15, havde akut brug for et miljøskift. I sin unge alder var han allerede godt i gang med at tage stoffer, pjække fra skolen, hænge ud med de forkerte, stikke af hjemmefra, i gang med en kriminel løbebane  – og efterhånden var han blevet ligeglad med alt og alle. I sit nærmiljø var han svær at nå – og hans velfungerende forældre var fortvivlede og opgivende.

I samarbejde med en dygtig SSP- konsulent, greb kommunen ind og Benjamin blev tilbudt en 6 ugers kort anbringelse hos Platypus, over sommeren, hvor han blev indlogeret i en af vores lejligheder med døgnbemanding. Han skulle ud af misbrug, afruses og have lagt afstand til sit gamle miljø, hurtigst muligt – og opbygges på ny.

 

Benjamins situation inden anbringelsen

Benjamin var selv interesseret i at komme væk i en kort periode, selvom han lige havde fået en ny kæreste, for det var hårdt at være i konflikt med familien og slet ikke være i stand til leve op til nogle af de forventninger, der var til ham. Hans venner var også i misbrug og godt på vej ud i kriminalitet, så han oplevede, at politiet og SSP åndede ham i nakken.

Skolen gik det dårligt med, selvom han ellers var velbegavet, men pga. kedsomhed blev det til for meget ballade – og han endte i obs-klassen, for de utilpassede elever. Her fik han nogle venner, som slet ikke var motiverede for skolen og som blev den nærmeste vennekreds. I slutningen af 8. klasse, var Benjamin helt stoppet med at møde op.

I samme periode havde Benjamin et fritidsjob ved en lokal virksomhed, men også dette udeblev han fra, så han tjente ingen penge og fik ikke afsluttet jobbet.

Som følge af stofferne fik han angstanfald og besvimede et par gange.

 

Søpraktik – en ny begyndelse

Alt i alt var Benjamins liv gået i hårdknude – og som en vej ud af det hele, var det til en start planen, at han skulle ud at sejle med et erhvervsskib – efter et par uger med afrusning i Faaborg, simpelthen for at få et miljøskift og få slået en streg i sandet.

I samarbejde med Benjamin lavede vi et intensivt aktivitetsprogram, hvori der indgik praktik, fritidsaktiviteter, coachende samtaler, kostvejledning, oplevelser med adrenalin-sus sammen med gode, sunde rollemodeller, som var tilpasset ham.

Benjamin kom i praktik i et køkken, bemandet med primært frivillige, hvor der er plads til hygge, gode samtaler og passende udfordringer. Benjamin kunne han godt lide at være der – og give en hånd, hvor der var behov  – og han lærte da også lidt om madlavning. Han blev hurtigt meget populær, hvad der hjalp godt på selvtilliden.

 

Døgnbemanding og bostøtte

Gennem hele forløbet var der døgnbemanding i vores lejlighed, som betød, at Benjamin kontinuerligt fik nye udfordringer, såsom træning i, hvordan det ville være at bo for sig selv – med den hjælp, han måtte have brug for.

Han fik lært at vaske tøj, købe ind, lave mad – og at få lommepengene til at række. Han var f.eks. overrasket over, hvor dyrt det er at købe mad, da det ellers var noget hans forældre havde sørget for. Da vi arbejder 1- 1- var han afskærmet fra at have kontakt til andre unge på samme alder, hvad der gav ham et pusterum. Vi havde i hele processen et tæt samarbejde med kommunen og familien og hen ad vejen blev deres relation repareret – og de følte, at de fik deres gamle Benjamin tilbage igen, nu, hvor han var ude af stoffer og ved at komme på ret køl.

Benjamin havde tabt sig meget, mens han var i misbrug og han var stærkt undervægtig og havde ikke den store appetit. Derfor fik han en challenge, hvor han skulle tage 4 kg. på – på en uge og hvis det lykkedes, ville han få en belønning. Benjamin fik en kostplan, info om kalorier m.v. – og spiste alt, hvad han kunne. Og det lykkedes faktisk at tage de 4 kg. på, selvom det var hårdt.

I fritiden var der træning i fitness, svømning, basket, naturoplevelser på Sydfyn og lange gåture. Vores unge mentorer var ihærdige i forhold til at udfordre Benjamin, som gerne ville prøve noget nyt, men som ikke selv tog initiativ til det.

 

Planen ændres

Efter et par uger i Faaborg, fik Benjamin kolde fødder i forhold til at skulle ud at sejle, så vi måtte ændre på planen, da han var inde i en god proces og havde brug for ro.

Han fungerede også fint med de aktiviteter og mentorer, som han efterhånden havde lært godt at kende, så i stedet for søpraktikken, som skulle have varet 3 uger, sendte vi Benjamin på et ugelangt “Camp True North” ophold i Nærum, hvor fokus var på personlig udvikling, ansvar og ejerskab, sammen med andre unge fra hele landet.

Benjamin var ikke ovenud begejstret over opholdet i Nærum, men han holdt ud og fik nye input og udfordringer, som var gode for ham, da han kom tilbage til Faaborg.

Efterhånden var tiden kommet til at finde ud af, hvad der skulle ske efter den korte anbringelse på 6 uger og Benjamin havde hele tiden et ønske om at komme tilbage til sin hjemby.

 

Efter anbringelsen

Imidlertid var alle enige om, at det var en dårlig idé at komme hjem, da der var stor fare for, at han ville falde tilbage i sin gamle rolle og adfærd. Derfor motiverede vi ham til at overveje et efterskoleophold, som han sandsynligvis ville kunne profitere af.

Efter sammen at have besøgt flere skoler for at undersøge, hvor han bedst ville passe ind, endte det med en efterskole, som ligger meget langt væk fra hjembyen. Der går han endnu – stortrives – og har fået mange nye kammerater – og er blevet meget stærk bogligt.

I denne korte anbringelse på 6 uger, er Benjamin kommet ud af sit misbrug, har mentalt lagt afstand til sin tidligere adfærd, fået mere selvtillid og har nu fokus på uddannelse og en spændende fremtid.

 

Måske har I også en ung, der kunne have brug for at få hjælp til en ny start ? 

Gennemførte forløb:

Få et tilbud

Kender du en ung, vi kan hjælpe videre?

Kontakt os

Succeshistorier

Hele mit liv var kaos. Jeg havde en masse gæld, dårlige venner, var ude i kriminalitet – og jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle komme ud af det hele. Nu er det kommet styr på det, efter at jeg har været i Platypus.
Efter at jeg har været ude at sejle, er blevet meget klogere på mig selv – og har fået meget mere selvtillid.

Nothing is impossible, the word itself says ‘I’m possible’!

Audrey Hepburn

Som nævnt i: