Vi har løst opgaver for:



Thomas’ historie


Thomas har haft et massivt misbrug, siden han var ganske ung og har været på kontanthjælp, siden han var 18 år. Thomas har ikke rigtig haft succes med noget i sit liv – og selvom han har påbegyndt forskellige ungdomsuddannelser, har han aldrig fuldført et grundforløb.

Skoletiden var i det hele taget ikke sjov for Thomas, for han havde svært ved at følge med og fik adskillige gange at vide han havde ”indlæringsvanskeligheder”. Med det stempel i panden undgik han mest muligt det boglige, selvom han godt kunne læse og stave til husbehov. Det var værre med regnefærdighederne, for han kunne ikke regne – og det betød bl.a., at det også var vanskeligt at styre sin økonomi. Thomas´ venner var gode at ryge hash sammen med – men ellers havde de ikke så meget tilfælles – udover, at de ikke lavede andet end at sove længe, spille computer og så ryge, og sådan var der gået flere år. Både Thomas og hans venner havde ikke haft det store held i skolen eller på arbejdsmarkedet, og havde også opgivet at få det.

 

Forløb – 5 ugers afklaringsforløb med søpraktik

Thomas’ far mente på et tidspunkt, at det ikke kunne passe, at hans søn bare fik kontanthjælp for at lave ingenting – og ellers bare røg og drak dagen lang, så han kontaktede kommunen og fik fat i en sagsbehandler, der fik hanket op i Thomas. Nu skulle der til at ske noget og Thomas fik, som en start, tilbudt et ”5 ugers afklaringsforløb med søpraktik” i Kompasset Danmark – med mulighed for forlængelse, hvis det gik godt. Målet var, at Thomas skulle ind i en fast rytme og komme væk fra både misbrug og det belastede miljø, og i det hele taget blive afklaret i forhold til uddannelse og arbejde.

Thomas startede forløbet med at blive indkvarteret i Faaborg, hvor vi lærte ham bedre at kende og fik ordnet alt det praktiske vedr. den kommende søpraktik, så han var godt og grundigt forberedt. Herefter kom Thomas ud at sejle i 3 uger med et fragtskib, der sejler i Nordeuropæisk fart. Under praktikken fik Thomas i første omgang lagt afstand til sit miljø, samtidigt med, at han opdagede, at der var nogle ting, han godt kunne finde ud af. Thomas fik ros af kaptajnen og den øvrige besætning, for den indsats han havde ydet på skibet, for han havde klaret praktikken rigtig godt. Imidlertid var det ufatteligt vanskeligt for Thomas at forstå, at han faktisk havde nogle evner, så når han modtog ros, fra skibet eller fra os, var han overbevist om, at vi løj. Men selvom han ikke troede på det, så havde Thomas alligevel fået meget ud af forløbet, for han var blevet motiveret for at komme ud af hans misbrug og ville gerne i gang med en søfartsuddannelse.

Umiddelbart efter Thomas kom hjem fra sejladsen, hjalp vi Thomas med at søge om optagelse på søfartsskolen. Vi aftalte et længere forløb i ”Kompasset Danmark” med hans sagsbehandler, hvor Thomas blev tilbudt at sejle 2 x 6 uger – med 3 ugers ”ferie” imellem. Formålet med forløbet var, at Thomas skulle fortsætte den gode udvikling han var inde i, og fortsat holde sig fra misbrug, indtil skolestart. Thomas blev tilbudt fjernundervisning, så han kunne arbejde med sine manglende skolekundskaber og blive klar til Søfartsskolen – og undervisningen kunne godt passes ind med arbejdet på skibet. Under praktikken fik Thomas fjernundervisning i både dansk og matematik og her blev det tydeligt, hvilke barrierer han egentlig havde i forhold til læring. F.eks. ville han ikke bruge lommeregner til regnestykkerne, for det mente han var snyd. Han mente, at han burde kunne regne alt ud som hovedregning. Derfor var det jo ikke så underligt, at han mente, at han ikke kunne regne – og at det var umuligt at lære.

 

Søfartsskolen gav adgang til job

Mens Thomas sejlede, fik han brev om, at han var optaget på Søfartsskolen og det gjorde, at hele planen kunne falde i hak, da han umiddelbart efter praktikken, kunne starte på skolen. Thomas var både glad og nervøs for at starte i skole. Thomas’ sagsbehandler ville sikre sig, at skolen blev en succes for Thomas, så vi fik til opgave at følge ham med lektiehjælp og mentorsamtaler gennem de 5 måneder, som grundforløbet på skolen varer. Det viste sig at være meget nødvendigt, for han havde et stort behov for hjælp til at holde fokus og opretholde motivationen. Under uddannelsen voksede Thomas personligt, da han fik rigtig gode karakterer for første gang i sit liv – og det betød, at han blev ambitiøs og arbejdede ihærdigt med fagene, så han endte med at få en flot eksamen. Han havde meget gavn af sin forudgående søpraktik, fordi han havde praktisk erfaring, som han kunne hænge teorien op på, så stille og roligt voksede hans selvtillid. Vi hjalp Thomas med jobsøgning og han endte med at få hyre på et skib med en god løn – dagen efter, at han blev færdig på skolen.

 

Clean og med styr på sit liv

Thomas er i fuld gang med sin uddannelse til skibsassistent og arbejder stadig i samme rederi. Han er helt ude af sit misbrug, og har nu fundet en retning i sit liv, som han vil arbejde hen imod. Thomas har lært at hjælpe sig selv og vil gøre alt for ikke at falde tilbage til hans gamle liv.

Gennemførte forløb

Få et tilbud

Kender du en ung, vi kan hjælpe videre?

Kontakt os

 

Succeshistorier

Hele mit liv var kaos. Jeg havde en masse gæld, dårlige venner, var ude i kriminalitet – og jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle komme ud af det hele. Nu er det kommet styr på det, efter at jeg har været i Platypus.
Før jeg kom til Platypus, havde jeg intet at stå op til og kunne ikke finde ud af, hvordan jeg kom i gang med noget, men efter jeg har været i et forløb hos Platypus, har jeg nu fundet ud af, hvilken uddannelse jeg skal i gang med -og jeg er blevet meget klogere på mig selv – og har fået meget mere selvtillid.

Nothing is impossible, the word itself says ‘I’m possible’!

Audrey Hepburn

Som nævnt i: